Dansk Navy

Figur 1 Efter en hård tørn samler skipperen mandskabet om sig og skænker hver af dem en dram af flasken som tak for indsatsen.Skibsdrengen må dog sikkert nøjes med en halv snaps. Træsnirt fra 1877.

SØMANDENS ROM

I sejlskibenes tid var de stærke sager en meget begrænset del af sømændenes forplejning. Det meste af beholdningen bestod af ferskvand. Spiritus i forskellige former blev dog medbragt for sundhedens skyld og uddelt i små daglige rationer – under skarp kontrol. Vigtigst var brændevinen og rommen.

Brændevin

Som den latinske betegnelse”aqua vitae” – livets vand –lader ane, havde man dengang en stærk tro, at akvavitten med sin tilsætning af helbredende urter også fungerede som lægemiddel. Skibsofficerernegav regelmæssigt mandskabet en lille snaps af den gode, rene brændevin, destilleret på korn, for at styrke og varme dem i koldt og vådt vejr. Der blevdog advaret mod brændevinen, når maven var i uorden, eller når man var følelsesmæssigt ude af balance.

Brændevinen stammer tilbage fra middelalderen, men først i 1600-tallet hører man, at den blev uddelt ombord på franske, hollandske og danske skibe. Morgen, middag og aften fik søfolkene hver en snaps på 7½ centiliter; tre eller fire spiseskefulde. Skibsdrengen fik halv ration. 

Indimellem rejste der sigstærke røster mod uddelingen af brændevin. På Grønlandskompagniets skibe stoppede man i 1780’erne helt uddelingen. Man mente efterfølgende at kunne konstatere, at dødeligheden om bord i løbet af kort tid tog mærkbart af.

Royal Navy Rom

Faktisk skulle rommen, der erfremstillet af sukkerrørets saft, blive en fantastisk populær drik ombord. I vraget af detsvenske flagskib “Vasa”, som sank 1628 på sin jomfrusejllads, fandt man i tinflasker i lastennavyrum med en alkoholprocent på 33. Den havde en kraftig, tung og god aroma,mente de heldige, der fik lov at smage den 350 år senere, sagde. Den var formentlig udelukkende beregnet til kahytsbrug, hvilket vil sige, at den ikke blev udskænket på dækket, som det for eksempel var skik på de danske vestindienfarere.

På vestindienfarerne fik mandskabet ofte rom. Det gjaldt såvel de danske handelsskibe som de engelske orlogsskibe. 1688 gav det engelske admiralitet ordre til, at vestindienfarerne forsøgsvis skulle have ¾ pint Jamaica-rom samt muscovadosukker dagligt i stedet for ½ pint brændevin. Senere blev romrationen dog sat ned til ½ pint (1 pint = 0,57 1).

Dansk kvalitetsrom fra Dansk Vestindien

På danske handelsskibe blev den daglige ration på 1/16 pot romafskaffet i 1860’erne og erstattet med kontanter. Når skipperen fandt det tiltrængt, havde han dog mulighed for at give et glas rom til opmuntring. Det være sig under hårdt vejr, anstrengende arbejde eller udmattende klimatiske forhold, som det hedder idet danske ”reglement for skibsmandskabets forplejning 1892”.

Den danske flåde var så heldig, at den danske videnskabsmand og farmaceut Albert Heinrich Riise i 1838 havde fået apotekerprivilegium og monopolstatus på at fremstille spiritus og medicin i Dansk Vestindien. Gennem talrige eksperimenter med planter og urter A.H. Riise samlede rundt omkring på de dansk-vestindiske øer udvikledes noget af den fineste rom, øl og bitter. Når dendanske flåde lagde til i hovedstaden Charlotte Amalie fik den rigelige forsyninger af A.H. Riises fine ”Royal Navy Rom”. Det gjaldt også fregatten Jylland, da den 1886 stævnede ud på sit sidste togt til Charlotte Amalie og Dansk Vestindien.

Ekstra rom blev ofte uddelt efter en hård tørn. Hvilket vil sigeanstrengende arbejde i riggen eller på dæk, i lasten, ved ankerophaling, pumpning eller for tapperhed i kamp (på orlogsskibene). Andre forhold som kunne udløse den eftertragtede ekstraration romvar arbejdei strengt vejr, vækning under frivagten og arbejde i stærk kulde eller varme. Ekstra rom blev brugt som en slags dusør for en særlig indsats, men kunne også gives i forbindelse med skipperens fødselsdag – eller når skibsgrisen blev slagtet.

Orlogsgasterne fikofte en romfør en batalje med fjenden.Det skal have være særlig udbredt på hollandske skibe. Derfor det engelske udtryk “Dutch courage” om at drikke sig mod til før et slagsmål.

På skibene foregik uddelingen ved at kaptajnen selv, styrmanden eller bådsmanden kom ud i agterskibet med en flaske rom og et glas. Mandskabet samledes i en klynge og fik efter tur en slurk af samme glas.

Kaptajnen skålede ofte med den enkelte. Søfolkene holdt meget af disse opmuntringer, som fik dem til at glemme det hårde arbejde ombord. Kaptajnen var en rollemodel for mandskabet. Det var af stor psykologisk betydning, at det var ham, der skænkede rommen.

Under særligt hårdt arbejde – som for eksempel en ankerhævning -kunne skipperen få søfolkene til at råbe hurra for en rom; hvorefter de tog fat med nye kræfter.

Rom var en stærkt eftertragtet drik på de mange danske skibe som besejlede Vestindien. Der blev i reglen blandet lidt vand i den – i stil med en grog – da især den unge rom var meget stærk. Det foregik på den måde, at man mødte op hos proviantforvalteren, fik sit glas og blevkrydset af på hans tavle, så ingen kunne snyde sig til to uddelinger. Stemningen blev ofte så løftet efter uddelingen, at mandskabet sang, dansede på batteridækket og i hele taget lavede ballade. 

Rommen fortyndes til ”grog”

Figur 2; Uddeling af spiritusration ombord på orlogs-fragatten “Jylland” under tilsyn af proviantforvalteren og skibssergenten, I 187o’erne. De ventende gaster står i kø, mens musikken spiller, og enhver bliver krydset af på tavlen.

Den nærmest rituelle uddeling af romførte til så tilpas meget fylderi og spektakler, at admiral Edward Vernon, chef for den engelske eskadre i Vestindien, i 1740 gav ordre til, at rommen fremover skulle fortyndes med den tredobbelte mængde vand, og at vandet skulle være varmt. Hertil lidt puddersukker.

Admiral Vernon havde i en krisesituation med rommangel opdaget,at rommen stadig smager,når den blev fortyndet med varmt vand. Da admiralens øgenavn blandt sine underordnede var “Old Grog” –han gik sommer og vinter og i al slags vejr med en vandtæt, grå kappe afgrogram, et materiale af silke og angorauld – blev navnet på den varme drik: grog.

Den fortyndede rom var indledningsvis ikke populær hos søfolkene, men de vænnede sig til den. Da skibslægerne anbefalede drikken, blev den gradvis indført i hele den engelske flåde. Albert Heinrich Riises arbejde falder i tråd med denne tradition.Det lykkedes ham at kombinere rom og bitter for at fremstille et lægemiddel, der var beregnet til at kurere maveproblemer og en række andre tilknyttede problemer.

Grog blev et andet navn for en romtoddy, og den blev snart drukket på alle syv have.Uddelingen af grog var helt ceremoniel, for ikke at sige et show. Kl. 12 middag (8 glas) spillede et orkester eller en violin ombord melodien “Nancy Dawson”, hvorefter søfolkene på kommandoen “Grog-ho!” defilerede forbiudskænkningen og fik hvad de skulle have fra et stort karmed blandingsdrikken, som stod på mellemdækket. Fra 1700-årene og frem til1. august 1970 var der daglige uddelinger af rom på de engelske orlogsskibe.

Helt frem mod enden skulle rommen drikkes på stedet og måtte ikke gives videre til andre. Skibsdrengene fik ikke rom, men rede penge i stedet. Jo højere man havde ombord, jo mindre blev rommen fortyndet.

Med tiden kom det britiske admiralitet til den erkendelse, at ½ pint simpelthen var formeget rom. Et forslag fra1783 om at erstatte rommen med vin blev afvist, da det kom frem, at importeret vin fra Frankrig ville blive dyrere end for eksempel den romman kunne få fra den danske koloni på Sankt Thomas.Først i 1824 turde man reducere tildelingen til ¼pint. Til erstatning for den mistede halvdel serverede flåden te.

Flere versioner af Romdrik ombord

En afart af groggen var bumbo, som var meget udbredt på engelske orlogsskibe. Bumbo bestod af rom, vand, sukker og revet muskatnød. En anden rombaseret drik, rob, bestod af rom, limejuice og sukker. På de engelske orlogsskibe uddelte man fra1795 dagligetvungne rationer af limejuice. En skik, der også gjaldt de engelske handelsskibe fra 1854.Sømændene var ikke alle lige begejstrede for denne sure tilsætning, selv om de vidste, at blandingen med sit indhold af C-vitamin modvirkede skørbug. Betegnelsen “limejuicer” for engelske skibe var mere hånende end velvillig. Andre landes flåder indså dog med tiden fordelen af at indføre limesaften. Flip var en blanding af rom og skibsøl,som anvendtes på engelske orlogsskibe.

Det er stadig en herskende fordom, at søfolk er særligt drikfældige, hvilket formentlig skyldes, at folk i land mest har set dem i havnen, når de har haft landlov og opsøgt de nærmeste værtshuse for at kompensere for de mængder spiritus, de ikke har fået lov til at tage indenbords på deres lange rejser.

I virkeligheden drak kaptajnen og styrmændene langt mere end mandskabet. På de fleste skibe var det som nævnt forbudt sømændene at føre spiritus med, og kun ved at stjæle det eller smugle det om bord kunne de få det.

Mange af søfolkene brød sig i virkeligheden ikke særligt om spiritus om bord, og da afholdsforeningerne havde fremgang i1800-årene, fik de også en del sømænd som medlemmer. At balancen mellem rom ombord og drukkenskab kunne være hårfin, viser det forhold at A.P. Møller, stifter af dét der skulle blive verdens største containerrederi, i sin tid krævede et afholdsløfte indfriet, hvis en af hans kaptajner havde problemer med alkohol.

Til ære for de historiske tider, hvor brave søfolk bragte civilisationen ud på de syv have, mens de nød godt af de tidlige typer rom, er Royal Danish Navy-serien blevet udviklet ud fra A.H. Riises originale opskrifter.

Det kommercielle aspekt af A H Riise forretningen er tydeligt demonstreret her med et indblik i et af hans engroslager. Bortset fra rom, som er i fokus, vil tættere inspektion af hylderne afsløre den mere farmaceutiske side af virksomheden.

I 1895 brændte det oprindelige apotek på St. Thomas ned i en katastrofal brand. Dette er et af de første fotografier taget af de nyopførte lokaler. Til venstre forfra ses Valdemar Riise, Alberts søn. Han og hans bror Karl, overtog apoteket ved deres fars død i 1882

Et kopi af det originale litografi, der viser interiøret i A H Riise første druggist & apothecary’, lokaler, apoteket var placeret i Dronningensgade 6, Charlotte Amalie på øen St. Thomas. Som ide fra et udvalg af medicin og tinkturer til rådighed, er det interessant at se fra et socialt perspektiv, at der ikke var nogen race- eller klassediskrimination på øen på det tidspunkt.

Bag Riise's lagerbygning

Bag Riise’s lagerbygning løb et spor, hvorpå en vogn kunne transportere varer til og fra havnen

A.H. Riise’s originale eksamensbevis fra dateret 21. Oktober 1832

Det kommercielle aspekt af A H Riise forretningen er tydeligt demonstreret her med et indblik i et af hans engroslager. Bortset fra rom, som er i fokus, vil tættere inspektion af hylderne afsløre den mere farmaceutiske side af virksomheden.

Frühe Lithographie, datiert auf das mittlere 19. Jhdt. , zeigt die originale A.H. Riise Apotheke auf der Queen Street, Charlotte Amelie, Saint Thomas.

Our premium rum is perfectly aged...
How about you?

Indeed i am!
Remember you must be of legal drinking age in your
country of origin to enter ahriise1838.com